Kognitiv terapi – også kendt som kognitiv adfærdsterapi – er en terapiform, der primært benyttes af psykoterapeuter og psykologer. Kort fortalt handler det om at ændre den måde, du tænker på – oftest til det mere positive og optimistiske i modsætning til det selvdestruktive og negative tankemønster. Der er således fokus på ens følelser og adfærd, og hvordan disse i høj grad styres af vores tanker. Terapeuten prøver dermed at se sammenhængen mellem tankerne, adfærd, følelser og fornemmelser og på den måde finde frem til, hvordan man ændrer denne til et mere positivt mindset.
Hvordan foregår kognitiv terapi?
I kognitiv terapi søger terapeuten at lære dig, hvordan du, med forskellige øvelser og metoder, kan ændre dit mindset, så du får et bedre liv. Det foregår ved, at der ses på sammenhængen mellem ens personlighed og omverdenen, og hvordan disse spiller sammen og påvirker hinanden. Ofte kan et givet problem, udfordring eller afhængighed skyldes noget udefrakommende, som har påvirket en til at komme i den pågældende tilstand. Her er det grundlæggende at søge at ændre denne negative tilstand eller tankegang, som præger en, ved at sætte fokus på at skabe et selvunderstøttende, kreativt og fokuseret tankemønster, som derimod gavner en.
Hvem kan få gavn af kognitiv terapi?
Det kan være meget forskelligt, hvem der har behov for kognitiv terapi, og terapien kan således variere, alt efter hvilke udfordringer man kæmper med. Mulighederne er uendelige, men fokus er altid på tænkningen og evnen til at erkende. Nogle af de gængse formål med terapien er:
- At blive et mere positivt og optimistisk menneske
- At blive gladere
- At finde fokus og styr på sine prioriteringer
- At få styr på den indre dialog
- At elske sin partner som nyforelsket igen
- Komme af med misundelse
- Få bedre selvværd og selvtillid
- Arbejde med en ændring af tvangstanker og heraf tillærte tvangshandlinger, som enten har udviklet sig til OCD eller er på vej til at blive en hindring for at leve det gode liv.
- At blive fri for sygdomsangst
- At komme til at leve mere i ro og forståelse med personlighedsforstyrrelse og/eller PTSD.